
Jeg stiftede Forlaget Pantanal i 2023 i forbindelse med selvudgivelsen af bind 2 til serien 'Jordens klimaramte', som var planlagt til udgivelse senere samme år. På det tidspunkt havde jeg allerede stiftet bekendtskab med de begrænsninger vi forfattere ofte møder i sammenspillet med de etablerede forlag og medudgiverforlagene. For mig er det vigtigt, at jeg har fuld kontrol over mine bøger. Over markedsføringen, oplagets størrelse, hvor lang levetid bogen skal have, oversættelser etc. etc. Derfor stiftede jeg Forlaget Pantanal med det ene formål, at udgive mine egne bøger.




Forlaget Pantanal er opkaldt efter verdens største tropiske vådområde af samme navn. Pantanal ligger for størstedelens vedkommende i den vestlige del af Brasilien, men strækker sig også ind i Paraguay og Boliva. Geografisk er Pantanal større end hele England.
Pantanal har en helt enorm biodiversitet, som ikke ses magen til andre steder i verden. I Pantanal holder jaguaren til i større antal end noget andet sted i Sydamerika. Kaimanerne ses i flere millioner individder og området er bl.a. også hjemsted for den udryddelsestruede Hyacintblå Ara, som udgør logoet for forlaget. Det er en fugleart med talrige farverige underarter, som symbolet på den mangfoldighed jeg gerne vil bringe ind i klimalitteraturen.
Desværre lider også Pantanal under klimaforandringerne og menneskets grådige udnyttelse af områdets naturlige ressourcer. Kan vi gøre blot lidt flere mennesker opmærksomme på denne fantastiske plet på Jorden, så er en stor del af min mission lykkedes.